Millionrygstød til GOODIEBOX fra Morten Strunge og inQvation

30. august 2018

Millionrygstød til GOODIEBOX fra Morten Strunge og inQvation

 

inQvation og Morten Strunge investerer et større millionbeløb i GOODIEBOX, så den danske abonnementsservice indenfor beauty produkter kan fortsætte sin vækst og skalere forretningen til nye markeder.

inQvation og Morten Strunge investerer nu et større millionbeløb i GOODIEBOX, så GOODIEBOX kan forsætte sin vækst i Danmark, Holland og Norge og samtidig ekspandere til nye markeder. Det er Morten Strunges anden større investering i GOODIEBOX, da Strunge allerede sidste år investerede i den fremadstormende abonnementsservice.

”Da jeg gik ind i GOODIEBOX sidste år, havde teamet bevist forretningsmodellen og produktet. Siden da har GOODIEBOX øget den imponerende vækst i Danmark, og dermed også bevist hvor stor sådan en forretning potentielt kan blive i et givent marked. Men de har også samtidig vist, at forretningsmodellen er attraktiv ud over Danmarks grænser. Væksten i Holland er gået over al forventning, og nu gælder det simpelthen om at trykke speederen helt i bund og accelerere den internationale udrulning”, siger Morten Strunge.

Læs mere om investeringen i GOODIEBOX på Finans og Børsen

“Det er fantastisk, at Morten øger sin investering i GOODIEBOX, og at vi samtidig får en ny stærk investor som inQvation, der er drevet af dygtige iværksættere, og har bygget imponerende virksomheder. Det er et stort skulderklap til hele GOODIEBOX teamet, der konstant arbejder for at give vores medlemmer den absolut bedste oplevelse og bedste service,” siger Rasmus Schmiegelow, CEO & co-founder i GOODIEBOX.

Claus Zibrandtsen, CEO i inQvation, har store forventninger til forretningsmodellen, og han tror på, at samspillet mellem Morten Strunge og inQvation kan være med til at tage GOODIEBOX til nye højder:

”GOODIEBOX er en interessant case for os af flere årsager. For det første er det et fantastisk produkt og oplevelseskoncept – de har udviklet, hvor vi ser en positiv udvikling og store vækstmuligheder for virksomheden. Der er en rigtig god kobling til inQvation og det fokus, vi har på ideer med en datadrevet approach. Hertil kommer at det er et super kompetent team, der står bag, som har en god forståelse for markedet og de muligheder, konceptet fører med sig. Jeg synes, at det er imponerende at se, hvor meget GOODIEBOX allerede har opnået på det danske, norske og hollandske marked”.

GOODIEBOX har haft en solid organisk vækst, siden virksomheden blev stiftet tilbage i 2012 af Rasmus Schmiegelow og Nikolaj Leonhard-Hjorth. Det var først i 2017, at virksomheden modtog en kapitalindsprøjtning fra Morten Strunge, som nu endnu en gang er klar til at skyde flere penge i virksomheden sammen med inQvation.

Den nye investering skal bruges til at vækste forretningen yderligere og ekspandere til nye markeder. En stor del af kapitalen kommer derfor til at gå til markedsføring, så GOODIEBOX konceptet kan lanceres på nye markeder.

”Hos GOODIEBOX brænder vi dag og nat for at levere mest mulig selvforkælelse til så mange medlemmer som muligt. Nikolaj og jeg startede GOODIEBOX med et ønske om at ændre beauty kategorien, og særligt de seneste 12 måneder har bekræftet os i, at GOODIEBOX er mere relevant end nogensinde. Alene det sidste år er vi vækstet ca. 150%, og vi har team og playbook for international skalering klar. Vi er derfor meget begejstrede for, at Morten investerer yderligere, og at inQvation kommer ind i ejerkredsen. Det giver os mulighed for at sætte ekstra fart på internationaliseringen, så vi i 2019 kommer op på flere end 100.000 medlemmer og mere end kr. 150 mio. i omsætning” siger Rasmus Schmiegelow.

Christian Læsø, CEO i Zibra Family Office ApS, der også sidder i bestyrelsen i Son of a Tailor, bliver indsat som nyt bestyrelsesmedlem i GOODIEBOX og har til opgave at støtte teamet strategisk fremadrettet.

gå ikke glip af nyheder