Mød nogle af vores beboere: Onomondo

28. juni 2018

Mød nogle af vores beboere: Onomondo, globalt data netværk til IoT-enheder

 

I jagten på at løse et problem i telebranchen opdagede stifterne af det danske start-up Onomondo, at deres teknologi var som skabt til IoT-markedet. Vi har taget os en snak med de to co-foundere, der sammen med resten af teamet sidder i inQvation, for at lære mere om dem og deres globale data netværk.

Her ses tre ud af fem teammedlemmer i Onomondo — fra venstre: Michael Karlsen, CEO & co-founder, Steen Boas Andersen, Chief Sales Officer & Partner og Henrik Aagaard, CTO & co-founder.

En skiferie til Frankrig og dyre roaming-takster
For at forstå Onomondos rejse til, hvor de er i dag, skal vi 7 år tilbage. Tilbage i 2011 var Henrik Aagaard på vej mod Frankrig for at stå en uge på ski. Da han krydsede den tyske grænse, fik han en SMS fra sit teleselskab, der oplyste taksterne for brug af mobilen i udlandet. Henrik slettede SMS’en fra teleselskabet og ringede derefter til sin ven fra gymnasiet, som han tidligere havde lavet små iværksætterprojekter med — for noget måtte gøres, så forbrugere kunne slippe for dyre mobilregninger efter udlandsrejser.

Vennen var Michael Karlsen, og da Henrik kom tilbage fra skiferien til en urimelig mobilregning, besluttede Henrik og Michael sig for at løse problemet med roaming i udlandet. Og problemet blev løst ved at udvikle et stykke routningssoftware, der helt fjernede roaming ud af ligningen for både brugeren og operatøren — og som blev startskuddet til en årelang rejse dybt ind i telebranchens tekniske afkroge.

Globalt data netværk skaber connectivity for IoT-enheder
Da teknologien var udviklet, stod det efter en række år klart, at den kunne anvendes i det voksende marked for IoT-enheder. Her kunne Onomondo nemlig forbedre forbindelsen mellem enheder og servere ved at gøre denne mere sikker, fleksibel, tilgængelig global og ikke mindst billigere end konventionelle løsninger. En hel retænkning af måden at bygge software til teleinfrastruktur på, fostret af stifternes erfaring fra andre brancher, gjorde at selskabet nu med ganske få midler har opnået både bedre dækning, fleksibilitet og priser for IoT-cases end selv de største operatører på markedet.

Onomondo betyder ‘én verden’ på det internationale sprog ‘esperanto’, hvilket er grundprincippet i virksomhedens service. For Onomondo har nemlig skabt en global IoT-infrastruktur på telenetværket uden de klassiske barrierer. Dette betyder, at du med Onomondo som operatør kan opkoble dine IoT-enheder, hvorend disse befinder sig i verdenen — en plug’n’play løsning. Derudover er der endda bygget et helt nyt sikkerhedslag ind i netværket, der både sikrer data og giver producenter en helt ny grad af kontrol og fleksibilitet end ved at gøre brug af klassiske teleoperatører eller f.eks. WiFi.

Indsæt blot Onomondos SIM-kort i din IoT-enhed, hvorefter enheden skaber en sikker forbindelse til skyen.

Onomondo har allerede forbundet de første IoT-enheder
Start-uppen har bemærkelsesværdig vokseværk! Dette ses både i teamets størrelse, der på under en måned er vokset fra tre til fem personer, men også i porteføljen af projekter. For på trods af, at Onomondo blev operatør udelukkende for IoT-markedet i foråret 2018, er teknologien allerede ved at blive installeret i mange forskellige enheder. Her kan bl.a. nævnes biler, produkter der muliggør ‘smart city’ eller enheder, der monitorerer ejendomme. Den imponerende succes skyldes uden tvivl teamets tekniske og forretningsmæssige erfaringer, men også de første strøgtanker om en barrierefri og forbundet verden, der kan dateres helt tilbage til Henriks skiferie i Frankrig.

Vi er glade for at have Onomondo siddende i inQvation. Beslutningen om at flytte ind i Danmarks nye IoT community var ikke en svær beslutning:

“Det er jo et rum fuld af ligesindede, hvor alle omkring os arbejder med IoT. Og da vi jo netop hjælper IoT-forretninger med connectivity, giver det bare rigtig god mening at være en del af det her miljø og være tæt på hvor tingene sker.” fortæller Michael.

Allerede nu er der skabt samarbejder mellem Onomondo og flere af de andre beboere i inQvation. Vi glæder os meget til at se, hvad det kan føre til.

Om Onomondo

Onomondo er en dansk start-up, der har formået at bygge en global IoT-infrastruktur på tværs af 190 separate netværk. Du kan læse mere om Onomondo her.

gå ikke glip af nyheder