Hip hip hurra, inQvation fylder 1 år. Men hvad har vi egentlig lært, siden vi startede inQvation?

11/03/2019

HIP HIP HURRA, INQVATION FYLDER 1 ÅR. MEN HVAD HAR VI EGENTLIG LÆRT, SIDEN VI STARTEDE INQVATION?

Dette blogindlæg er skrevet af Claus Zibrandtsen, CEO i inQvation.

 

Nu er det et år siden, at vi slog dørene op til vores første start-up hub i Taastrup. Og sikke et år. Det har været en vild rejse indtil videre, og jeg synes derfor også, at det er vigtigt at stoppe op og give et indblik i, hvad vi har opnået og lært indtil videre. Selvom vi på mange måder ikke ligner et almindeligt start-up, så føler vi os bestemt sådan, og vi lever det også fuldt ud.

Den 1. marts 2018 slog vi dørene op til vores første start-up hub, som var første skridt på vejen mod vores vision om at styrke dansk iværksætteri. Lige op til åbningen havde vi sindssygt travlt med at få de fysiske rammer færdige. Vi havde inviteret 400+ gæster til vores åbningsfest, så vi havde en stram deadline, som vi ikke kunne udskyde. Det var en vild tid, hvor alle knoklede helt vildt, men det var også fantastisk at opleve, hvad der sker med et team, når man har et fælles mål og en klar deadline. Det var næsten ren magi.

Nu står vi her ét år efter og har netop fejret 1 års fødselsdag. Når dagene flyver afsted, og alle knokler derudaf i hverdagen, kan man godt komme til at glemme de små successer, man rent faktisk har på vejen. Og det er utroligt vigtigt, at man husker at fejre nogle af de små sejre i hverdagen, da det giver fornyet motivation for alle.

Derfor vil jeg også starte med at fremhæve, hvad vi har opnået det sidste år. For selvom det har været et hektisk år, så har vi også opnået meget:

  • Åbnet vores IoT hub, hvor der var 400+ gæster til åbningen
  • Onboardet 20+ start-ups og over 100 iværksættere i vores IoT hub
  • Foretaget 6 investeringer
  • Startet en start-up fra bunden af
  • Udvidet vores eget team fra at være 7 til 12 passionerede kollegaer
  • Defineret og bygget en helt ny strategi, der sætter retningen fremadrettet

Når man remser det op på den måde, synes vi selv, at vi har opnået meget på kun 12 måneder. Men det har på ingen måde kørt på skinner hele vejen. ”We learn as we walk” og det slår jo igen somme tider – nogle gange rigtig hårdt.

Jeg vil gerne prøve at dække 3 områder, hvor jeg er blevet klogere og har lært noget gennem det seneste år.

#1 Hav en klar retning og et stærkt WHY
I starten havde vi enormt travlt med at håndtere en masse praktiske opgaver – både i forbindelse med åbningen af vores IoT hub, men også med driften og vedligeholdelsen efterfølgende. Vi havde slet ikke fokus på det, som vi reelt ønskede at opnå med inQvation. Da vi ikke var klare omkring vores mål, og hvorfor inQvation var sat i verden, følte jeg også, at vi på et tidspunkt ”mistede” vores kompetente team-members. Der var for lidt tid til at få snakket sammen, og jeg tror også, at det gjorde, at deres formål med at stå op om morgenen og tage på arbejde, blev meget uklar for dem. Det betød faktisk, at vi mistede en del motivation og energi. Og som mange af jer nok kender, så er det altafgørende, når man skal køre en ny virksomhed i gear.

Vi havde og har stadig store ambitioner, og det er vigtigt at have, men hvis man ikke får det brudt ned i ”delmål” og gjort det mere konkret, så kan man altså risikere at tabe resten af teamet. Folk er forskellige, nogle vil se målet lige foran sig, mens andre har det godt uden alt for mange konkrete mål.

Jeg har nu oplevet, hvordan en kombination af travlhed, ikke at have en klar strategi og at operere med for langsigtede planer, resulterer i dårligere motivation hos ens team, hvilket også gør det sværere at realisere ens ambitioner.

#2 Onboarding af nye personer på holdet
Tag dig ekstra tid til at få dine nye kollegaer ombord på en ordentlig måde. Og jeg mener virkelig, tag dig EKSTRA tid til det. Det andet kan koste dig dyrt. Vi fik en utrolig dygtig kollega om bord på teamet, kastede personen direkte ud i de mange opgaver, men glemte at invitere personen med på holdet. Det betød, at vi efter kort tid fik en opsigelse og måtte sige pænt tak for samarbejdet. Læringen for mig var her, at processen med at onboarde en nye kollega starter allerede langt før en reel underskrift på en ansættelsesaftale. Man skal være super klar på de arbejdsopgaver, man stiller, og forventningerne hertil, ellers oplever begge parter hurtig forvirring. Når man så kommer til de første uger af samarbejdet, skal man selvfølgelig sørge for at personen møder hele teamet, men også får hjælp til at starte op – dvs. intro til arbejdsopgaverne og måske endda en kortlagt 14 dages plan, hvor man kommer ordentligt i gang.

#3 Når man prøver nye ting og skubber til grænser, sker der fejl.
Jeg elsker at skubbe til, hvad der er muligt og prøver ofte at ligge lige på kanten af det mulige. Jeg havde for nylig en session med mit team, hvor jeg forklarede det på denne måde: Jeg har en hobby inden for racerbiler og har et ret stort konkurrencegen. Når jeg kører og presser både mig selv og bilen til maksimum hastighed, så kører jeg altså til grænserne, og når man ligger der, er der også en stor chance for, at man også kører galt, hvilket selvfølgelig også er sket. Det samme oplever vi også i inQvation på mange punkter, lige fra store til små ting. Når man beslutter sig for at bygge en 400kvm stor indendørs skov med 4-5 meter høje træer, udformet som en labyrint i 3 forskellige niveauer. Ja så er man da på grænsen af, hvad er muligt. Derfor har vi heller ikke nogen skov lige nu. Den kommer dog tilbage igen om nogle måneder. Selvom det lyder lidt banalt, så dækker det egentlig alle områder af et start-up eller bare en ny virksomhed, alt fra en marketingstrategi til et nyt teknisk produkt. Der skal fejles, ellers presser vi den ikke nok.

Så for at opsummere: Vi fejler også, vi fejler endda meget en gang i mellem. Men hvis man vil noget her i verden, så tror jeg også på, at det nogle gange er det, der skal til. Man rejser sig igen, man lærer af fejlen, og så laver man noget helt genialt en anden gang.

Get updates from inQvation

* indicates required

CONTACT INFORMATION

Address:

Erik Husfeldts Vej 7 DK 2630 Taastrup

Opening time for residents:

24/7

You can also get in contact with us here

hello@inqvation.dk

Please fill out the contact sheet and we will get back to you as soon as possible